1. Esajas 1933
1 Det syn, Esajas, Amoz's søn, så angående Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var konger i Juda.
2 Hør, I himle, lyt, du jord, fordi Herren, Jahve, taler: Børn har jeg født og opfostret, men de forbrød sig imod Mig.
3 En okse kender sin ejer, et æsel sin herres krybbe; men Israel kender intet, mit folk kan intet fatte.
4 Ve det syndefulde folk, en slægt fuld af skyld, ugerningsmænds slægt, forvredne børn! De svigtede Herren, Jahve, lod hånt om Israels Hellige, vendte Ham ryggen.
5 Kan I tåle flere hug, siden I stadig falder fra?
Kun sår er hovedet, sygt hele hjertet/sindet; 6 fra fodsål til isse er intet helt kun flænger, strimler og friske sår; de er ikke trykket ud, heller ikke forbundet og ikke lindret med olie.
7 Jeres land er øde, jeres byer brændt, fremmede æder jeres jord for jeres øjne så øde som ved Sodomas undergang. 8 Zions datter er levnet som en hytte i en vingård, et vagtskur i en græskarmark en omringet by. 9 Havde ikke Hærskarers Herre,Jahve, levnet os en rest, da var vi som Sodoma, og lignede Gomorra.
10 Lån øre til Herrens,Jahves, ord i Sodomadommere, lyt til vor Guds åbenbaring, du Gomorrafolk!
11 Hvad skal jeg med alle jeres slagtofre? Siger Herren,Jahve; jeg er mæt af væderbrændofre, af fedekalves fedt, har ikke lyst tilheller ikke til blod af okser og lam og bukke. 12 Når I kommer at stå for Mit ansigt, hvem kræver da af jer, at min forgård trampes ned? 13 Bring ikke tomme afgrødeofre, vederstyggelig offerrøg er de mig! Nymånefest, sabbat og festligt stævne, jeg afskyr uretfærdigheder og festlig samling. 14 Jeres nymånefester og højtider hader min, sjæl de er mig en byrde, jeg er træt af at bære. 15 Breder I hænderne ud, skjuler jeg øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Jeres hænder er fulde af blod; 16 vask jer, rens jer, bort med de onde gerninger fra mine øjne! Hold op med det onde, 17 lær det gode, læg vægt på, hvad ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse ret, før enkens sag!
18 Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren, Jahve. Er jeres synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal alligevel blive som uld. 19 Adlyder I villigt, skal I æde landets goder; 20 står I genstridigt imod, skal I ædes af sværd. Fordi Herrens,Jahves, mund har talt.
21 At den skulle ende som skøge, den trofaste by, Zion, så fuld af retfærdighed, retfærdigheds hjem, men nu er der mordere. 22 Dit sølv er blevet til slagger, din vin er spædet med vand. 23 Tøjlesløse er dine førere, venner med tyve; gaver elsker de alle, jager efter stikpenge, skaffer ikke faderløse ret og tager sig ikke af enkens sag.
24 Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers Herre, Israels mægtige: "Min gengælds ve over ulykkesmænd, min hævn over fjender! 25 Jeg vender min hånd imod dig, renser ud dine slagger i ovnen og udskiller alt dit bly. 26 Jeg giver dig dommere som før, rådsherrer som før; så kaldes du retfærdigheds by, den trofaste by. 27 Zion genløses ved ret, de omvendte der ved retfærd. 28 Men overtrædere og syndere knuses til hobe; hvem der svigter Herren,Jahve, forgår.
29 Fordi skam vil I få af de Ege, I elsker, skuffelse af oaserne, I sætter så højt; 30 fordi I bliver som en Eg med visnende løv, som en oase, hvor der ikke er vand. 31 Den stærke bliver til intet, hans værk til en gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar